Alt er fiktion. Eller næsten alt. Måske derfor har vi haft brug for sten i forsøg på at hugge virkelighed ud af det abstrakte.

Materialets holdbarhed overskrider tidstrammen for et menneskeliv. Monumenter i sten er blevet brugt i forsøg på at bevare visse fiktioner frem for andre. Skabe sandheder.

Men de ender med at udtrykke det modsatte. På museer er de antikke dekorationer lavet efter ikonografier, som vi ikke længere kan dechifrere intuitivt. Ideverdener er ikke evige.

Samtidig forvitrer sten. Verden sætter sine spor i materialet forholdsvis let. Ofte i et samspil mellem antropomorfe og biologiske agenter. Som i tilfældet med syreregn skabt af forurening.

Verdens realitet presser sig ind på fiktionen og forandrer den kontinuerligt. Her mødes det bevidste og det ubevidste. Ruinen har til tider meget tilfælles med den deformerede men ærlige grimasse vi skærer, når noget vi holder af går fra os og vi overtaler os selv til at lade som ingenting. Mødet mellem det bevidst formede og brudfladen.

Verden forvandler langsomt monumenterne til sand i en bevægelse der er cirkulær og strækker sig fra formeringens sedimentære og vulkanske processer indtil stenbrydningen og behugningen og derefter til den gradvise forvitring gennem

Vind

Vejr

Jordskælv

Tyngdekraft

Berøring