Jeg kunne mærke kulden fra det ydre rum til venstre for mig mens en svag varme, der måtte stamme fra planeten, holdt min højre side varm. Jeg bevægede mig i et bælte af sten, der svævede i kanten af planetens atmosfære. Tyngdekraften havde sorteret dem efter størrelse. De største lå ind mod planeten og ud mod rummet blev de mindre indtil der, hvor tyngdekraften slap dem. Stenene var dimensioneret i overensstemmelse med min krop. De største kunne være menneskehoveder og de mindste var på størrelse med tånegle.

Jeg så nogle sten der lignede tunger og tog dem med da jeg skulle tilbage. Jeg analyserede dem og fandt ud af at de var forstenede hovedløse fødder ’akefalopoder’. Da jeg tog en af dem op, for at lægge den i en kurv, udvekslede fingrene og stenen noget imellem sig. Jeg blev i nogle sekunder tilskuer til en ordløs samtale imellem stentungerne og mine hænder.